
Lagerassistent fortæller
Anders Christensen arbejder med plasma- og vandstråleskæring hos INOX SERVICECENTER.
Her fortæller han om sine arbejdsopgaver og hvilke kompetencer der er vigtige i forhold til jobbet som lagerassistent.
Skæreafdelingen er en del af INOX servicecenter og er placeret i en hal for sig selv.
Der er to lagerassistenter, som arbejder med plasma- og vandstråleskæring. De har et tæt samarbejde med servicecenterchefen, der tegner de emner, som kunderne ønsker.
Ikke fysisk hårdt

Anders har arbejdet med plasma- og vandstråleskæring hos INOX siden 2006.
Han finder stålplader til de emner, som skal skæres, sætter maskinen op i forhold til tykkelse og dimension, og sætter NC programmet i gang. Herefter tages de udskårne emner op og pakkes til afsendelse.
"Det er ikke et fysisk hårdt job i forhold til andre jobfunktioner på lageret. Vi bruger truck og kran til det tunge arbejde," fortæller Anders.
Arbejdet i skærecenteret kræver, at du har truckcertifikat og selv kan tage ansvar for dine arbejdsopgaver. Arbejdstiden er fra kl. 7.00 til kl. 15.15, og fredag har du tidligere fri.
Man tager selv ansvar
"Jeg synes, det er et genialt sted at være. Der er et godt sammenhold mellem medarbejderne og en god tone - også i forhold til de andre afdelinger i virksomheden. Jeg har altid følt mig velkommen og lyttet til," fortæller Anders.
"Jeg kan godt lide at have et arbejde, hvor man selv skal tage ansvar. Det forventes af dig, at du skal kan tage et ansvar, og der er derfor heller ikke nogen, som hele tiden står og fortæller dig, hvad du skal gøre," siger Anders.
Læs også Anders historie: Udvikling - Fra tøjmand til lagerassistent under Fortællinger