
Produktionsmedarbejder fortæller
Flemming Lund er ansat som produktionsmedarbejder i INOX Slibecenter. Han mener, det er vigtigt at kunne tage ansvar og initiativ i arbejdet som produktionsmedarbejder.
Arbejdsopgaver
Flemmings arbejdsopgaver består i at slibe forskellige ståltyper med forskellige overflader.
"Jeg står ved en slibemaskine og putter emnet ind i maskinen, ser om det går rigtigt igennem maskinen og tager det ud igen i den anden ende. Herefter tjekker jeg, om slibningen er i orden og pakker det i plasticposer eller bunder det," fortæller Flemming.
"Jeg arbejder hver dag fra 7-15, men har fri 14.30 om fredagen. Jeg er glad for vores flekstid, da det giver mulighed for at flekse ud, hvis jeg skal til lægen eller tandlægen," siger Flemming.
Kompetencer
Man skal nødvendigvis ikke have nogen uddannelse for at arbejde som produktionsmedarbejder i INOX Slibecenter, men det er en fordel at have et truckcertifikat.
"Det er vigtigt, at man selv kan tage ansvar og initiativ. Det nytter ikke noget, hvis man hele tiden skal sættes i gang," fortæller Flemming
" Man skal også have en nogenlunde fysisk, da man skal kunne løfte stålet og holde til at stå op hele dagen," fortæller Flemming.
"Det er også vigtigt, at man kan samarbejde med kolleger. Ud over de andre produktionsmedarbejdere, samarbejder jeg mest med den kvalitetsansvarlige, maskinreparatøren og den daglige leder af slibecenteret," siger Flemming.
INOX som arbejdsplads
"Jeg synes, det er rart at komme på arbejde. Det er nogle flinke folk, jeg arbejder sammen med, og jeg synes vi har en god tone."
"Jeg har det svært med forandringer, og der går noget tid, før jeg finder ud af, at forandringen er en god idé. Jeg skal altid lige vænne mig til det."
"Firmaet gør meget for at nye medarbejdere skal føle sig godt tilpas og blive integreret i virksomheden", slutter Flemming.