
Fra tøjmand til lagerassistent

Anders Christensen ville væk fra sit arbejde som butiksassistent i tøjbranchen, men det var svært at finde ud af, hvad han så kunne blive.
"Jeg har arbejdet i en tøjbutik i 15 år, hvoraf de sidste 5 år var som butiksbestyrer. Da jeg skulle til at stifte en familie, var det svært at have arbejdstider fra kl. 9.00 til 19.00 eller 20.00. Derudover skulle jeg også arbejde om lørdagen fra kl. 9.00 til 16.00. Det er en livsstil, men det er svært at forene det med et familieliv," fortæller Anders.
Et brancheskifte kan give et tomrum
"Når man skal skifte branche, står man i et tomrum og skal finde ud af, hvad man vil, og hvad man kan bruges til. Det var svært at finde ud af, hvad jeg kunne, når det ikke havde noget med tøj at gøre."
Truckcertifikat og løntilskud
"Jeg ville gerne på et lager, men jeg fik afslag på mine ansøgninger, fordi jeg ikke havde et truckcertifikat.
Via AF fik jeg bevilliget et Truckcertifikat og fik kontakt til INOX.
Fordi jeg skulle igennem et brancheskrift, var det også muligt at få løntilskud i 6 måneder."
Prøvede flere jobfunktioner
I 2004 begyndte Anders hos INOX, hvor han primært arbejdede ved saven. Herefter arbejdede han i bundtlageret, hvor han ekspederede varer i manuel.
I 2006 blev han tilbudt at starte i afdelingen med plasma- og vandstråleskæring, hvor han stadig arbejder.
Hurtigt fortrolig med arbejdsopgaverne
Anders skulle de første 6 måneder finde ud af, om stålbranchen og lagerarbejdet var noget for ham; "Det var jo også et sats for virksomheden. At få en tøjmand til at arbejde med rustfrit stål. Går det nu?"
Anders faldt hurtigt til i virksomheden. Han blev hurtigt fortrolig med de nye arbejdsopgaver og med kollegaerne.
Arbejdsliv og familieliv hænger sammen
"Jeg har aldrig haft problemer med at blive beskidt. Omgangstonen og ikke mindst arbejdstiderne passede mig godt, så jeg faldt hurtigt til. Det var dog nyt at skulle lære teknikken på lageret og have et fysisk hårdt arbejde," fortæller Anders.
Anders har gennemgået en udvikling, hvor kan skulle finde ud af, hvad han ville, søge nyt arbejde, tage kurser og blive ansat i stålbranchen.
I dag har han et arbejde, som han trives med og som har givet ham en god balance mellem arbejds- og familielivet.