INOX søger B2B salgselev

Vi søger en B2B salgselev

Drømmer du om en uddannelse som sælger? Og ønsker du at specialisere dig inden for B2B salg af rustfrit stål? Hos os kan du få en spændende uddannelse med gode fremtidsperspektiver i et godt og inspirerende miljø, hvor kvalitet, samarbejde og viden er i højsædet.

Din uddannelse

For at kunne starte som salgselev skal du have gennemført en EUD Business GF2 Handel, EUX Business eller HHX.

Den 2-årige uddannelse består af en virksomhedspraktik, hvor du bliver oplært i personligt salg, vare- og produktkendskab, kundeservice, priskalkulation, behandling af tilbud og reklamationer samt e-handel.

Derudover består uddannelsen af et skoleforløb på 7-11 uger samt en fagprøve på Mommark Business College syd. I skoleforløbet vil du blive undervist i personligt B2B salg, salgs- og konkurrentanalyse, strategisk salg samt markedsføringsplanlægning.

Der vil være tale om en god kombination af teori og praksis, og du har mulighed for at bo på skolehjem under skoleopholdene.

Din profil

Du har den rette uddannelsesmæssige baggrund, og har lyst til at fordybe dig i salg af rustfrit stål som speciale.

Det er afgørende, at du forstår at sætte dig ind i kundens værdikæde. Du skal kunne afdække kundens behov, se mulighederne og styrke partnerskabet med kunden.

Som person er du videnbegærlig, passioneret og drives af at nå dine salgsmål. Du er struktureret, udadvendt og forstår vigtigheden af gode relationer til kunderne og dine kollegaer.

Måske har du netop færdiggjort en grunduddannelse inden for handel, eller også har du et længere arbejdsliv bag dig, men ønsker nu at skrifte retning og tage en uddannelse inden for salg af rustfrit stål.

Vi tilbyder

Du vil i praktikforløbet få base på vores salgskontor i Ry og bliver en del af vores danske salgsteam. Du vil referere til vores salgschef for det danske marked

Vi har et godt arbejdsmiljø med en flad ledelsesstruktur, hvor der ikke er langt fra beslutning til handling. Du vil få en afvekslende hverdag, der er præget af faglige udfordringer, god sparring og muligheder for udvikling.

Selvom vi har vidt forskellige arbejdsopgaver, deler vi det fælles værdigrundlag: at være stålfast ukompliceret i vores tilgang til hinanden og vores samarbejdspartnere med fokus på en god kommunikation, kontinuerlig udvikling, resultatet, ansvarlighed og en stærk teamånd.

Stillingen er på 37 timer pr. uge i praktikforløbet, og du vil få elevløn under hele uddannelsesforløbet.

Ansøgningsfrist

4. november 2019

Send din ansøgning til job@inox.dk om mærk ansøgningen ”B2B salgselev” i emnefeltet.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du ringe til Salgschef Stefan Morell Sønderup på telefonnr. +45 4090 0458 eller HR Manager Lisbeth Løvig Jensen på telefonnr. +45 2222 2788

 

INOX er en international stålgrossistvirksomhed. Vi er en del af den internationale Valbruna koncern med hovedsæde i Vicenza, Italien. Vi tilbyder en bred vifte af rustfrie og syrefaste kvaliteter og dimensioner fra vores højteknologiske lagerfaciliteter i Ry.